I det fynske folks tjeneste

Læger skal lære flere danske gloser

Region Syddanmark har gennem en årrække rekrutteret udenlandske læger, men det har vist sig, at sproget er en større udfordring end ventet. Lægerne får nu forlænget sprogundervisningen. Det skriver DR Syd.

Den store lægemangel i regionen har i bevirket, at regionen i flere år har rekrutteret læger fra udlandet - fortrinsvis fra Tyskland. Og i de seneste rekrutteringsrunder har man ansat flere læger fra Sydeuropa. Og de har umiddelbart sværere ved at lære dansk, skriver DR Syd.

- Fagsproget er ikke noget problem. Det kan de i forvejen. Det kniber mere med basisdansk, som jo også skal på plads, så de kan small-talke med patienterne, siger Maria Jensen, der er sproglærer på Sygehus Lillebælt.

Derfor får lægerne nu forlænget deres sprogundervisning, så også hverdagssproget kan komme på plads.

- Da vi begyndte for fem år siden med de tyske læger, lavede vi et program, der var tilpasset dem. Men tyskere lærer af gode grunde hurtigere dansk, end hvis man kommer fra Sydeuropa eller andre dele af verden, siger Maria Jensen.

De udenlandske læger kommer fortrinsvis fra Spanien, Portugal, Frankrig og Polen. Og selv om de har større udfordringer med det danske sprog, end regionen havde forventet, så fortsætter Region Syddanmark med at hente læger i Sydeuropa. Tyskland har nemlig også mangel på læger.

Forlængelsen af sprogundervisningen gør, at patienterne ifølge Frank Ingemann Jensen, der er chef for Praksisafdelingen i Region Syddanmark, ikke skal bekymre sig om at blive forstået.

- Vi kan garantere, at når vi slipper lægerne, så har de lært at tale så godt dansk, at de kan klare patientbehandlingen, siger han.

Manglen på praktiserende læger fik i juli Region Syddanmark til at ansætte yderligere fem udenlandske læger - hvor den ene skal have lægepraksis i Rudkøbing. Lægerne skulle efter planen starte i deres praksis 1. september.

Ved du noget? Så send os et tip