Lægers pjækkebøder sendt til hjørnespark

Politikerne i Region Syddanmark besluttede tirsdag at udsætte afgørelsen om hvorvidt praktiserende læger skal have lov til at kræve bøder fra patienter, der udebliver fra konsultationer.

I et års tid har praktiserende læge, Lars Risgaard i Otterup, opkrævet 250 kroner fra patienter, der ikke overholder aftaler.

- Nogle gange kunne jeg sidde i tre kvarter, fordi tre patienter i træk udeblev. Så synes jeg: Nej, det er for galt, for jeg kunne have tilset tre andre patienter, siger han til TV 2/FYN.

Men selvom speciallæger og tandlæger gør det, er det ikke tilladt for praktiserende læger at opkræve såkaldte pjækkebøder.

Derfor drøftede politikerne i Region Syddanmark sagen tirsdag og meningerne var delte.

Nogle henholder sig til, at det er et brud på regionernes overenskomst med lægerne, mens andre mener, at det er helt i orden.

Så politikerne besluttede at udsætte en afgørelse til næste gang, der skal forhandles overenskomst med lægerne.

Indtil da fortsætter Lars Risgaard med at opkræve bøderne.

- Men hvis det bliver erklæret ulovligt, så stopper jeg selvfølgelig, siger han.  

 

 

 

Oversigt

    Oversigt