Lækket notat: 55 millioner kroner på vej til Svendborg

Svendborg står som fynsk vinder i kampen om ny udligningsordning. Det fremgår af en læk fra regeringens forhandlinger, som i disse uger er i gang på Christiansborg.

Svendborg kommune bliver den klare vinder-kommune på Fyn i kampen om kronerne i udligningen mellem kommunerne.

Det viser hidtil mørkelagte beregninger, som Jyllands Posten er kommet i besiddelse af.

I følge et notat fra forhandlingerne står Svendborg Kommune til at modtage 54,5 millioner kroner. Nyborg kommune står i følge udspillet til at modtage 23,1 millioner kroner og Middelfart  at modtage 14,9 millioner kroner.

- Det lyder jo helt fantastisk, men jeg vil godt lige se pengene, inden jeg rækker armene i vejret. Der er mange elementer i spil i forhandlingerne, og hvis regeringen i forbindelse med udligningsordningen trækker den kompensation, vi hidtil har fået for det faldende befolkningstal, havner vi stort set på et rundt nul, fordi det er lykkedes at vende befolkningsudviklingen positivt, siger Svendborgs borgmester Bo Hansen (S) til TV 2/Fyn.

Ny model i spil

Regeringens ekspertudvalg fremlagde for nogle uger siden fem modeller til en ny udligningsordning, som skulle rette op på en række skævheder i det nuværende system.

For eksempel har en række kommuner fået for for mange penge til udlændinge i forhold til, hvad de reelt har kostet kommunekassen. Andre kommuner har fået for få penge. 

Nu har regeringen suppleret ekspertudvalgets anbefalinger med et nyt forslag, som peger i én retning: De borgerlige kommuner i hovedstadsområdet, der stod til store regninger, får gjort skaden mindre.

- I forhold til de modeller, som finansieringsudvalget har foreslået, ser der ud til at have været en vis lydhørhed over for de rige kommuners argumenter om, at udligningsniveauet er blevet så højt, at de i følge dem selv ikke har incitamenter til at få ledige i arbejde og skabe økonomisk vækst, fordi de skal aflevere en for stor del til udligningsordningen", siger Kurt Houlberg, professor i kommunaløkonomi ved VIVE, til Jylllands Posten onsdag.

Rige slipper billigere

Rent teknisk har regeringen gjort det gennem den såkaldte overudligning, som foreslåes nedsat fra 93 til 92 procent. Det betyder, at kommunerne får lov til at beholde flere af de penge, som de får ind i selskabsskat.

Dermed bliver en del af regningen skubbet væk fra de rigeste borgerlige kommuner i hovedstadsregionen, mens de mindre rige socialdemokratiske kommuner ikke får afbødet den store regning fra omlægningen af udligningssystemet.

Den nye model slår dog ikke markant igennem på Fyn, hvis man sammenligner med de scenarier, som regeringen offentliggjorde med de fem modeller i februar. 

Assens står i følge det lækkede notat nu til at skullle modtage 5,2 millioner kroner, Kerteminde til 6,8 millioner kroner, Nordfyn 3,2 millioner kroner, Langeland til at modtage 6,9 millioner kroner. 

Taberne i udspillet bliver Odense, som står til at miste 7,6 millioner, Ærø står til at miste 1 million kroner og Faaborg Midtfyn Kommune til at miste 5,2 milllioner kroner.

Oversigt

    Oversigt