Længere periode med færre tog mellem Odense og Svendborg

Fra tirsdag og frem mod sommerferien kører der kun ét tog i timen på Svendborgbanen. 

I perioden fra tirsdag den 23. april og indtil onsdag den 12. juni kører der færre tog på Svendborgbanen mellem Odense, Ringe og Svendborg.

Der vil i perioden kun køre ét tog i timen mellem Odense og Svendborg. Toget vil køre fra Odense 13 minutter over hel hver time og fra Svendborg på minuttal 02.

Det er hurtigtoget mellem Odense og Svendborg som er taget ud af køreplanen.Toget der kører mellem Odense og Ringe bliver ikke påvirket af ændringerne og vil fortsat køre som normalt.

Ændringerne i køreplanen skyldes planlagt sporarbejde mellem blandt andet Odense og Svendborg, forklarer informationschef Tony Bispeskov til TV 2/Fyn:

- Vi er inde i en periode med mange planlagte sporarbejder (blandt andet mellem Ringsted og Korsør, red.) som betyder ændringer i lokoførernes vagtplaner og som også betyder et højere forbrug af lokoførere. Overordnet har vi ikke det antal lokoførere der skal til i øjeblikket, siger Tony Bispeskov.

Tony Bispeskov oplyser desuden, at man vil imødekomme eventuel trængsel med flere vogne på i det omfang det er muligt.

DSB og Banedanmark opfordrer rejsende til at holde sig orienteret om ændringerne via rejseplan.dk.

Oversigt

    Oversigt