Sporarbejde fortsætter: Længere rejsetid i vente for fynboer

Sporarbejdet i Ringsted fortsætter, og det påvirker rejsen med tog mellem Odense og København.

Arbejdet med at lægge nye spor fortsætter. Det kommer til at påvirke rejsen med tog mellem Odense og København over en længere periode.

- Vi havde allerhelst set, at arbejdet var overstået. Men nu skal det færdiggøres, så vi for alvor kan få glæde af den nye bane, siger Tony Bispeskov, informationschef hos DSB, til TV 2/Fyn. 

Ligesom i sommer er det endnu engang i Ringsted, Banedanmark skal lave sporarbejde, og det udvider rejsetiden i både weekender og hverdage.

- Vi er ikke ude i store ændringer med skift med togbusser for fynboerne. Det her er i den blide afdeling, i forhold til det sporarbejde der var henover sommeren, uddyber informationschefen.

To måneder for ens pris

DSB har valgt at kompensere sine kunder for at bære over med sporarbejdet.

- Vi gør, hvad vi kan for at gøre det attraktivt for vores kunder at tage toget. Vi giver vores kunder mulighed for en gratis måned, som betyder, at hvis man køber et pendlerkort til to måneder, kan man få en måned gratis, fortæller Tony Bispeskov.

Sporarbejdet kommer til at påvirke togtrafikken 20., 22., 27. og 29. september samt 4. til 7. oktober. Her vil der være tre ekstra standsninger med Inter City Lyn, mens der med Inter City vil være en ekstra standsning.

Mere information kan findes via DSB's hjemmeside.

Oversigt

    Oversigt