Fejl på overkørsel: Længere rejsetid mellem Odense og Svendborg

Rejsetiden mellem Odense og Svendborg er længere end normalt, hvis du mandag morgen skal med toget. Dette skyldes en fejl på en overkørsel ved Ringe, oplyser DSB.

En fejl på en overkørsel ved Ringe Station giver mandag morgen forlænget rejsetid mellem Odense og Svendborg.

Det bekræfter pressevagten ved DSB.

- Vi har haft problemer med en overgang ved Ringe, hvor der har været en teknisk fejl på bommene, oplyser pressevagten.

Togene har derfor kørt uregelmæssigt mandag morgen.

- De er blevet lidt forsinkede på grund af arbejdet med at udbedre skaden. Vi har håndværkere på dernede lige nu, og de regner med at være færdige, så togdriften kan blive normaliseret senest klokken 10, fortæller pressevagten hos DSB.

Samtidig kører nogle af togene på Svendborgbanen mandag med færre vogne, så udover at togene er forsinkede, kan man også forvente færre vogne til de rejsende.

 

Oversigt

    Oversigt