Lær at spare på benzinen

10 kroner for en liter benzin er ikke usædvanligt længere. Men hvis du vil lære at spare på de dyrebare drypper, er der nu hjælp på vej.

Motor Klubben Centrum i Odense arrangerer nemlig den 30. marts Suzuki Eco Rally kursus. Her kan interesserede få gode råd til økonomisk og miljøvenlig kørsel.

De to fynske Eco Rally-kørere Kaj Ole Jensby fra Lindved og Hans Christian Strib fra Brændekilde vil demonstrere og give gode råd til øko-kørsel. En besparelse på 20 procent i benzinforbruget er ikke urealistisk for de fleste.

De er begge to med i Suzuki Eco Rally, der er et internationalt løb, hvor det gælder om at køre længst på literen. Kaj Ole Jensby og Hans Christian Strib kører i en sølvgrå Peugeot 206, der på overfladen ligner alle andre eksemplarer af denne model. Og det gør den også under neden.

I Eco Rally er det nemlig ikke bilens præstationer, der er afgørende for udfaldet, men derimod samarbejdet og evnerne hos chaufføren og kortlæseren. Disse to skal i fællesskab forstå at læse den øvrige trafik og forudse de benzinkrævende udfordringer, som terrænet giver.

Det er ikke en opgave, man bare løser ved at undlade at bruge speederen. I et Eco Rally er der indlagt en række tidskontroller, og her er det vigtigt, at man kører lige præcist så hurtigt, at man når frem til kontrollerne i tide.

Oversigt

    Oversigt