I det fynske folks tjeneste

Lærer må trække Odense i retten

Østre Landsret har torsdag afgjort, at en lærer kan anlægge sag mod Odense Kommune.

En enig landsret gav torsdag lærer Erik Schmidt ret til at få efterprøvet lovligheden af en tjenstlige advarsel, som han fik i 2014. Dermed har Odense Kommune tabt efter to et halvt års juridisk tovtrækkeri om, hvorvidt sagen overhovedet skal behandles. Det skriver folkeskolen.dk.

Den 21. maj 2014 sagde Erik Schmidt sin stilling op på Agedrup Skole, men den 2. juni 2014 gav skolelederen Erik Schmidt en tjenstlig advarsel.

Odense Kommunes argument har været, at Erik Schmidt ikke længere er ansat i kommunen, at han derfor ikke havde retlig interesse i at afprøve sagen.

Erik Schmidt tog sagen til byretten, hvor to ud af tre dommere var enige i, at han havde en retlig interesse i at afprøve sagen.

Odense Kommune kærede så sagen til Østre Landsret. De tre landsretsdommere afgjorde sagen torsdg, og de var enige i, at  Erik Schmidt har en retlig interesse i at afprøve sagen.

Retssagen ventes at finde sted efter sommer.

Fakta - tidsline:

15. maj 2014:
Tjenstlig samtale. Dagsordenen for samtalen var Erik Schmidts angiveligt negative adfærd og negative attitude, der særligt var kommet til udtryk på et personalemøde den 7. maj 2014.
21. maj 2014:
Erik Schmidt opsiger sin stilling ved Odense Kommune.
22. maj 2014:
Odense Kommune godkender opsigelsen.
2. juni 2014:
Erik Schmidt tildeles en tjenstlig advarsel på grund af negativitet i forhold til forandringerne på Agedrup Skole. »Dette kommer ofte til udtryk på fællesmøder, hvor du har negative holdninger og synspunkter«, står der i advarslen.
Efteråret 2014:
Erik Schmidt og Danmarks Lærerforening forsøger at få Odense Kommune til at udpege en forhørsleder, der kan forestå en tjenstlig undersøgelse. Kommunen vil ikke, fordi Erik Schmidt stoppede på Agedrup Skole med udgangen af sidste skoleår og derfor ikke længere er ansat af kommunen.
15. januar 2015:
Erik Schmidt og Danmarks Lærerforening stævner Odense Kommune i et forsøg på at få kommunen til at anerkende, at advarslen er uberettiget.
Foråret 2015:
Odense Kommune vil have afvist søgsmålet.
26. april 2016:
Byretten i Odense afsiger i en kendelse, at Erik Schmidt kan få lov til at prøve sin sag.
Maj 2016:
Odense Kommune vil have procesbevillingsnævnet til at give kommunen lov til at lade landsretten afprøve om sagen skal afvises.
23. februar 2017:
Landsretten giver Erik Schmidt medhold i, at han har en retlig interesse i at afprøve advarslen.
Formentlig efter sommerferien 2017:
Advarslen vil blive afprøvet i byretten.

Kilde: Folkeskolen.dk

Læs også Advarsel til lærer i Odense undersøges

Ved du noget? Så send os et tip