Lærere forbereder sig på konflikt: - Der må dukke noget fornuft op

4. april er der varslet konflikt på en række fynske uddannelsesinstitutioner. Ingen har gavn af en konflikt, konkluderer Øhavets Lærerkreds.

Det er kun fem år siden, at en fire uger lang lockout endte med, at regeringen blev nødt til at gribe ind og slutte konflikten med lovgivning.

Konflikten i 2013 var hård for lærerne, og udsigten til en ny omgang bliver ikke mødt med begejstring hos lærerne i Øhavets Lærerkreds. Der er varslet konflikt på flere fynske skoler 4. april.

- Jeg håber til det sidste, at jeg 4. april pakker min taske med mine bøger og går op til mine elever, siger lærer Pia Ewe Jensen.

- Jeg tror og håber, at jeg pakker min taske og skal op til mine klasser for at undervise dem, for det har de godt af, og det har jeg godt af, og det tænker jeg også, at Danmark har godt af, tilføjer lærer Allan Østergaard.

Dukke fornuft op

Deres lærerkollega Thomas Bjørn Henriksen er sikker på, at det ikke kommer så vidt, at tusindvis af eksamener og undervisningstimer kommer i fare, fordi lærerne ikke går på arbejde. 

- Jeg er næsten overbevist om, at der dukker noget fornuft op hos arbejdsgiverne, så der kommer en god aftale, siger Thomas Bjørn Henriksen.

Lærer Anne-Sophie Askjær frygter dog, at det ikke er tilfældet.

- Jeg tror simpelthen ikke på andet, end at vi får en konflikt. Jeg synes, det er rigtig trist, fordi der dybest set ikke er nogen, der har gavn af den, siger Anne-Sophie Askjær.

Tirsdag melder Danmarks Lærerforening officielt ud, hvilke skoler der er udtaget til konflikt.

Se hele indslaget om konflikten. 
Fotograf: Pernille Gram

Oversigt

    Oversigt