Lærere raser over elevplaner

En lærer kan komme ud for at skulle lave 312 elevplaner, hvis Folketinget gør alvor af at indføre udarbejdelse af planer for samtlige elever i alle fag.

Åbent brev til fynske folketingsmedlemmer

Odense Lærerforening har mandag sendt et åbent brev til de fynske folketingsmedlemmer i håb om at åbne deres øjne for konsekvenserne, hvis elevplanerne bliver et krav i det kommende skoleforlig.

Tanken er, at der skal laves planer for samtlige elever i samtlige fag. Det kan i værste fald føre til, at enkelte lærere skal lave 312 planer.

- Det kræver et enormt ressourceforbrug, som kun kan tages fra undervisningen, skriver lærerforeningen i brevet.

Foreningen mener desuden, at planerne løbende skal opdateres, og der er en lang række ubesvarede spørgsmål om, hvordan de skal udformes og hvem de skal rettes til.

- Det ligner en bureaukratisering uden lige, siger formanden for Odense Lærerforening, Anne-Mette K. jensen.

Brud med tidligere tanker

Anne-Mette K. Jensen tilføjer, at man hidtil netop ikke har ønsket at beskrive eleverne på den måde i detaljer.

- Karikeret sagt svarer det til, at lægerne skal til at skrive journaler for alle de raske også, siger hun.

- Det er som om politikerne snubler over hinanden for at komme med nye initiativer for skolerne; men de glemmer helt selve skolen og undervisningen, siger Anne-Mette K. Jensen.

Alle danske læreres tillidsfolk samles på mandag til stormøde på Odense Congress Centre for at drøfte konsekvenserne af det kommende skoleforlig, som det ser ud nu.

Oversigt

    Oversigt