Lærere: Udsatte børn svigtes

Selv om lærerne indberetter mistanke om vanrøgt og mistrivsel af elever til Odense Kommune, så sker der ingenting.

Lærere fra Kroggårdsskolen i Odense står nu frem med deres frustrationer og kritik af kommunen.

De mener, at Odense Kommune sylter henvendelser om omsorgssvigtede børn, og sagsbehandlerne erkender selv, at økonomien og mandskabsressourcerne ikke rækker, skriver Fyens Stiftstidende.
- Det skal ikke opfattes som en hetz mod sagsbehandlerne. Men vi er frustrerede over, at kommunen ikke reagerer og gør noget, når vi kontakter dem med en underretning. Vi kontakter jo kommunen for at få hjælp til et barn, der helt åbenlyst ikke trives, siger Rikke Johansen, lærer på Kroggårdsskolen.

Sidste år havde hun en elev med over 50 procents fravær. Drengen var konstant træt, uden for det sociale fællesskab og langt under klassekammeraternes faglige niveau.
- Det var så tydeligt, at han havde det elendigt. Selv om jeg henvendte mig til kommunen flere gange skete, der ingen ting overhovedet. Da jeg på et møde med kommunens sagsbehandler og drengens mor tog bladet fra munden og udtrykte min frustration, indrømmede sagsbehandleren, at hun ikke havde penge eller ressourcer til at stille noget op, fortæller Rikke Johansen.

Hun mener, at kommunen i den konkrete sag burde have fjernet drengen fra hjemmet og moderen, der er misbruger, skriver Fyens Stiftstidende.

Oversigt

    Oversigt