I det fynske folks tjeneste

Lærerformand om budgetåbning: Jeg er meget tilfreds

Formand for Odense Lærerforening Anne-Mette Kæseler jensen er glad for, at budgettet i Odense måske skal genforhandles.

Forslaget om at genåbne budgettet for at skaffe penge til skolerne i Odense glæder formanden for Odense Lærerforening Anne-Mette Kæseler-Jensen.

TV 2/FYN kunne torsdag aften fortælle, at Socialdemokraterne og SF, med borgmester Anker Boye og rådmand Brian Dybro i spidsen, lægger op til at genåbne budgettet.

Det gamle budget lagde op til massive besparelser på skoleområdet, og det er de besparelser, S og SF gerne vil ændre på.

Det glæder Odense Lærerforenings formand:

- Jeg er meget tilfreds med, at der nu bliver gjort noget ved den uholdbare situation som vi er på vej ud i, også selvom det er lidt sent, siger Anne-Mette Kæseler Jensen.

Sådan så besparelserne ud

Besparelserne på lærerområdet i budgettet omfatter blandt andet en besparelse på 24 millioner kroner.

De penge skal spares ved at lærerne bruger en time og fire minutter mere af deres ugentlige arbejdstid på undervisning.

Der skal også spares 2,2 millioner på undervisningen til elever med særlige behov.

Det er noget af det, der er faldet lærerformanden for brystet:

- Der er lagt op til flere undervisningstimer, selvom lærerne i Odense i forvejen har et rigtigt højt antal undervisningstimer. Samtidig bliver der taget penge fra undervisningen til elever med et særligt behov, selvom vi står foran en kæmpe inklusionsopgave. Det hænger bare ikke sammen.

Kritik fra de blå

Oppositionen i Odense Byråd kritiserer de rødes forslag om at genåbne budgettet, og kalder forslaget usagligt.

Men for Anne-Mette Kæseler Jensen er det vigtigt, at der igen kommer fokus på de besparelser, hun som lærerformand hele tiden har været stor modstander af.

- Jeg vil ikke blande mig i om det er dårlig lederskab, valgkamp eller en oprigtig bekymring. Jeg glæder mig bare over, at der bliver taget hånd om problemet. Og det er trods alt ikke hver dag, at politikere erkender, at et budgetforlig må genåbnes, siger lærerformanden.

link

Ved du noget? Så send os et tip