I det fynske folks tjeneste

Lærers håndtryk til pige udløste overfald

Lærer blev kørt til skadestuen i Odense, da far havde overfaldet ham. Faren var vred over, at læreren ville give hånd til hans datter, der går i 3. klasse.

Pigens far overfaldte læreren, da han ville give pigen håndtryk

En skole-hjem samtale på Abildgårdskolen i Vollsmose i Odense udviklede sig til et voldeligt overfald onsdag eftermiddag.

En far slog en lærer i gulvet og bed ham kraftigt bag øret. Læreren blev kørt til behandling på skadestuen, oplyser politiet.

Faren og hans datter i 3. klasse skulle til samtale med to lærere, en 47-årig mand og hans kvindelige kollega. Men inden de var kommet i gang, gik det galt.

- Da den mandlige lærer gik frem mod dem og ville give hånd til pigen, hidsede faren sig voldsomt op. Han råbte noget på arabisk og spyttede læreren i ansigtet, fortæller vagtchefen ved Fyns Politi.

Derefter slog han læreren i hovedet med et knytnæveslag, så denne faldt om på gulvet. Imens løb den anden lærer efter hjælp på lærerværelset.

Faren satte sig overskrævs på læreren og slog ham flere gange i ansigtet, men under tumulten lykkedes det for læreren at få fat i angriberens hænder. Og det fik så den vrede far til at bide læreren bag det ene øre.

Faren er 33 år og herboende statsløs palæstinenser. Læreren er 47 år og har i øvrigt marokkansk baggrund.

- Vi har besluttet at beholde faren hos os natten over. Torsdag morgen skal det vurderes, om skal han fremstilles i grundlovsforhør, siger vagtchefen.