Læs bøger! Det gør dig til både en bedre læge og en bedre patient

Kom med på workshop og giv dit bidrag til ny forskning om, hvordan litteratur kan give bedre forståelse mellem patient og sundhedspersonale.

Så har du chancen nu. Som borger på Fyn kan du den 11. oktober deltage i en workshop på herregården Sanderumgård ved Davinde sammen med forfattere og forskere. Du får her en enestående mulighed for at præge fremtidens forskning inden for sundhed.

Projektet hedder "Litteraturen rykker ud", og i spidsen står litteraturprofessor Anne-Marie Mai fra Syddansk Universitet. Som noget ganske nyt, så inddrages de fynske borgere i, hvordan litteratur kan give en bedre relation og forståelse mellem patient og sundhedspersonale.  

Med andre ord: Kan man blive en mere empatisk læge, og kan man få en bedre oplevelse af at være patient ved at læse bøger? Det arbejder forskere på OUH og SDU med lige nu.

Den foreløbige forskning tyder på, at man ved at læse skønlitteratur kan blive både en bedre læge og en bedre patient med større forståelse for hinanden, fortæller Anne-Marie Mai.

- Med det her projekt vil vi involvere borgerne i vores forskningsarbejde. Vi vil inspireres af dem og se, hvordan de kan bidrage til vores videnskabelige arbejde. Det er det, som kaldes Citizen Science, siger Anne-Marie Mai.

Hvad skal der ske?

Workshoppen varer fra klokken 17-19 den 11. oktober og foregår i den nyrenoverede vognport på herregården Sanderumgård, hvor Susanne og Erik Vind bor.

Efter en kort introduktion til projektet ved litteraturprofessor Anne-Marie Mai, så vil de to forfattere Kristina Nya Glaffey og Rolf Johnsson oplæse deres tekster, der handler om deres oplevelser med sundhedssystemet, især i forbindelse med at sætte børn i verden.

Herefter kan deltagerne på workshoppen byde ind, blandt andet via en blog, med deres reaktioner på teksten og med deres egne forslag til bøger og tekster.

- I workshoppen på Sanderumgård gælder det om to ting: Dels at få læsetips fra borgerne om, hvad de har haft glæde af at læse i en svær situation. Dels at deltagerne oplever, hvordan litteraturen kan gøre os bedre til at lytte til behandlere, medpatienter og pårørende.

De fynske borgere kan ligge inde med en rigdom af ideer til bøger, som har betydet meget for dem. Den viden vil vi gerne have frem i lyset, siger Anne-Marie Mai.

Litteraturprofessor Anne-Marie Mai fra SDU forsker i, hvordan litteratur kan være til gavn i sundhedssystemet.
Litteraturprofessor Anne-Marie Mai fra SDU forsker i, hvordan litteratur kan være til gavn i sundhedssystemet.
Foto: Syddansk Universitet

Et godt digt kan være et lys i mørket

Anne-Marie Mai har selv brugt litteraturen i perioder af livet, hvor solen ikke skinnede konstant:

- For eksempel har Michael Strunges digte sat livets glæder og sorger i relief. Digtene har fulgt mig gennem mange år, og jeg bliver ved med at vende tilbage til dem. De sætter perspektiv på det at være meget glad og meget ked af det. Eller at sørge over noget. Digtene kan give mig mod på at tage fat på livet igen, siger Anne-Marie Mai.

Forskning på en hidtil uprøvet måde

Som deltager på workshoppen har du mulighed for at komme med dit helt personlige og værdifulde bidrag til netop denne forskning, som handler om mødet mellem patient og sundhedspersonale - med litteraturen som værdifuld mellemmand.

Mange mennesker bruger nemlig aktivt litteraturen, når de går igennem svære perioder i livet. Men hvad er det for bøger,som kan lindre og hjælpe i en tung tid med for eksempel sygdom, smerte eller tab?

Det er Anne-Marie Mai og hendes kollegaer nysgerrige efter at finde ud. De bevæger sig i ukendt land, for netop denne type workshop er - så vidt vides - aldrig før testet noget sted i verden.

Tekster med mening

Deltagerne på workshoppen vil blive introduceret for uddrag af den litteratur, som medicinstuderende arbejder med på lægestudiet inden for det felt, der hedder narrativ medicin. Det handler om at bruge litteratur i undervisningen, styrke empatien hos de kommende læger og øge forståelsen af patienten som et helt menneske.

Teksterne bliver læst op af forfatterne selv, Kristina Nya Glaffey og Rolf Sparre Johansson, og så vil deltagerne blive spurgt om, hvilken effekt teksterne har på dem.

Anne-Marie Mai ser frem til workshoppen på den midtfynske herregård:

-  Kan deltagerne genkende menneskelige problemer og erfaringer? Bliver de bedre til at lytte? Får de en større indsigt i deres situation?

Vi er spændte på at høre den udveksling af erfaringer, som vil komme. Jeg er sikker på, at jeg selv vil blive klogere og høre om forfattere og tekster, som jeg ikke kender i forvejen,

Du kan melde dig som deltager i workshoppen på Sanderumgård den 11. oktober her via dette link.

 

 

 

 

Oversigt

    Oversigt