Lagkagehus på adresse med byggerod

Tirsdag åbnede den landsdækkende bagerkæde Lagkagehuset sin nye forretning midt i Odense på et sted, der vil blive præget af den kommende byomdannelse.

Der var pænt rykind fra morgenstunden da Lagkagehuset åbnede deres nye filial for enden af Vestergade - på Fisketorvet. Og der var en ekstra god grund til lige at kigge forbi i dag.

- Jeg hørte, at de lige var åbnet og at der var gratis smagsprøver, siger Annie Jepsen, der var blandt de første kunder.

Lagkagehuset startede for 20 år siden i Haderslev og på Christianshavn og med butikken i Odense er der nu 28 af slagsen. Placeringen på Fisketorvet betyder naboskab til hele omdannelsen af Thomas B. Thrigesgade, men det bekymrer ikke Lagkagehuset.

- Jeg var syv år med på Christianshavn under metrobyggeriet og der lå vi bag et plankeværk. Hvis bare vi kan udvikle os sammen med forbrugeren og levere de produkter kunderne ønsker, så skal de nok finde os, Ole Kristoffersen, der er stifter af Lagkagehuset.

Omdannelsen fra gade til by når først Fisketorvet i 2017, og selv der skal Lagkagehuset og de øvrige forretninger nok kunne leve videre.

- Vi laver en gennemførelsesplan som tager højde for at byen fortsat skal kunne fungere, siger Svend Heegaard, der er projektchef i "Fra Gade til By".

Oversigt

    Oversigt