Landet rundt på en halv time

-

-


Malene Hammershøy er vært og tilrettelægger på programmet

Tag med landet rundt på en halv time. Det er hvad programmet Set & Sket tilbyder seerne hver eneste formiddag. Programmet samler alt det bedste regionalstof i een udsendelse - en udsendelse der det næste halve år bliver produceret på TV 2/FYN.

Det bedste og underligste
Det landsdækkende regionalprogram Set & Sket bliver sendt hver formiddag klokken 11.30 mandag til fredag. Her kan du se de bedste, sjoveste og underligste historier fra hele landet - de historier der hver aften bliver sendt på de otte regionale TV 2-stationer.

Hver uge ser omkring 60.000 danskere Set & Sket. Produktionen af programmet går på tur mellem regionerne et halvt år ad gangen og den 1. april overtager TV 2/FYN ansvaret for udsendelserne.


Set og Sket bliver sendt mandag til fredag kl. 11.30

Tema og bedre markedsføring
Malene Hammershøy Kjerstad er til daglig nyhedsvært på TV 2/FYN, men i de kommende seks måneder skal hun være tilrettelægger og vært på Set & Sket .

- Vi vil forsøge, at arbejde med temaer i udsendelserne, det vil sige at vi vil samle historierne, så der bliver en rød tråd i programmerne. Samtidig er det vores mål at få flere danskere til at blive opmærksomme på programmet - derfor vil vi blandt andet gøre mere ud af at markedsføre Set & Sket, siger Malene Hammershøy Kjerstad.


Der er lavet et helt nyt studie til programmet

28 timers tv pr. uge
Set & Sket sammensættes ved at alle indslag fra de otte regioner bliver set igennem. Det bliver i alt til fire timers tv hver eneste dag eller 28 timer pr. uge. Når alt materialet er i hus bliver det besluttet hvordan det enkelte program skal se ud, og hvordan det bliver kædet sammen til en helhed.

Den færdige udsendelse sendes via satellit fra TV 2/FYN i Odense til de syv andre regioner rundt om i landet. Med et enkelt tryk på en knap kan hele landet pludselig se og få glæde af de indslag, der før kun nåede ud til enten nordjyderne eller bornholmerne.

TV 2/FYN skal stå for opgaven med Set & Sket frem til den 1. oktober.

Oversigt

    Oversigt