OUH: Landets bedste til hjertebehandling

Odense Universitetshospital er landets bedste til hjertebehandling. Det viser Dagens Medicins analyse af hospitalets behandlingstal.

Odense Universitetshospital, OUH, er for tredje år i træk kåret som landets bedste til hjertebehandling på baggrund af en analyse af de kliniske databasetal.

Mange nyskabelser på hospitalet kommer ‘nedefra’, og OUH forsøger at være den gode storebror for regionens øvrige afdelinger. Der er dog også plads til forbedringer, skriver Dagens Medicin.

Det gælder i forhold til det stigende antal komplekse patienter med komorbiditet, altså patienter med flere diagnoser på én gang.

- Det er en stor anerkendelse til både personalet og ledelsen på vores to hjerteafdelinger, at vi fortsat ligger foran alle andre på et område, hvor Danmark er i international topklasse. Ikke mindst, fordi personalet yder en kæmpe indsats, siger sygeplejefaglig direktør Mathilde Schmidt-Petersen til OUH's egen hjemmeside.

- Det kan vi alle godt være stolte af, siger Mathilde Schmidt-Petersen.

 

 

Personalet er med i udviklingen

At Odense Universitetshospital fortsat ligger i top inden for hjertebehandling, skyldes ifølge ledende overlæge for Hjertemedicinsk Afdeling B, Tina Svenstrup Poulsen, blandt andet, at der i afdelingen er en kultur, hvor personalet i høj grad er med til at drive udviklingen.

- Det er personalet selv, der kommer med ideerne til forbedringer, og så hjælper vi dem på vej, og nogle gange laver de dem bare selv, siger Tina Svenstrup Poulsen til Dagens Medicin.

- De ser detaljerne, som vi hele tiden prøver at optimere, og det er ret fantastisk at være leder for et så godt selvledende personale, siger Tina Svenstrup Poulsen.

Hjertemedicinsk Afdeling

Oversigt

    Oversigt