Landin lader sig ikke ryste

Den 20-årige GOG-målmand Niklas Landin glæder sig over, at håndboldkommentatoren Bent Nyegaard ikke er dansk landstræner.

Bent Nyegaard har for åben skærm og i sin blog opfordret landstræner Ulrik Wilbek til at udskifte Landin med klubkammeraten Peter Henriksen til kampene i mellemrunden ved VM i håndbold.

Landin lader sig dog ikke plage af kritikken:
- Jeg synes ikke, det har været så slemt. Det kommer måske nu, da Bent Nyegaard har været ude med en kommentar om, at jeg skulle sendes hjem - og Peter Henriksen hentes herned. Jeg kender ham ikke og tror heller ikke, han kender mig - ud over, at han nok har kommenteret nogle af vores kampe, siger Landin til Ekstra-Bladet.

Landin får støtte af flere af sine holdkammerater og tager kritikken med ro:
- Det er selvfølgelig ikke fedt, men jeg kan ikke gøre så meget ved det. Der vil altid være kritikere, og de skal jo have lov til at have deres mening. Det har jeg også selv, så jeg kan da bare glæde mig over, det ikke er ham, der er landstræner, og over, at Ulrik stadig kan se mine kvaliteter og har tillid til mig, forklarer målmanden.

Oversigt

    Oversigt