Landsforeningen Autisme: Kommunerne er ikke specialiserede nok

Formanden for Landsforeningen Autisme retter kritik mod kommunerne. De er ikke i stand til at løfte opgaven, lyder det.

I en rundspørge foretaget af Landsforeningen Autisme på Fyn, siger 80 procent af de adspurgte forældre med autistiske børn, at der ikke er viden nok om deres barns handicap i det skoletilbud, barnet går i.  

Det oplever blandt andet Amalie Nielsen og Brian Osbahr, hvis autistiske datter ikke har gået i skole siden september 2016, fordi Odense Kommune ikke har et skoletilbud til datteren, der dækker hendes behov. 

Formanden for Landsforeningen Autisme, Heidi Thamestrup, mener at sagen er et resultat af, at man ikke har formået at møde pigen ud fra hendes behov. 

- Det er et resultat af, at kommunerne har fået ansvar for alt, hvad der hedder skoledrift og specialskole. Det er de ikke i stand til at løfte, det ansvar. Det spreder sig som ringe i vandet, siger Heidi Thamestrup.

Flere kommer ikke i skole 

Ifølge en undersøgelse foretaget af Landsforeningen Autisme er det hvert fjerde autistiske barn, som går i en specialskole, der ikke kommer i skole, og i folkeskolen er det hver tredje. 

- Det helt store problem her er, at man ikke vil indrømme, at man har taget fejl og indrømme, at man ikke har forstået opgaven, og at der ikke er specialisering nok. Hvis kommunen så kan finde nogen at pege på, så er det forældrene, og i nogle tilfælde mener man også, at det er barnet, der er noget galt med, altså udover at det har et handicap, siger Heidi Thamestrup. 

Oversigt

    Oversigt