I det fynske folks tjeneste

Landsholdet spiller træningskamp i Odense

Landsholdet fortsætter med at spille træningskampe i provinsen, og den 16. august spiller Danmark mod Polen i Odense.

Det danske nationalstadion Parken er for fremtiden kun fast hjemsted for det danske landshold under kvalifikationskampe. Træningskampe bliver henlagt til mindre arenaer, og det nyder Brøndby Stadion og Fionia Park i Odense godt af i efteråret.

Den 16. august spiller Morten Olsens udvalgte mod Polen i Odense, og fredag den 1. september er Portugal modstanderen på Brøndby Stadion.

Danmark spillede for kort tid siden mod Paraguay i Århus, og det var første gang siden 1992, at en landskamp blev spillet i provinsen.

- Landskampen mod Paraguay i Århus var en rigtig positiv oplevelse, så den vil vi forsøge at gentage med kampen mod Polen i Odense. Vi forventer heller ikke at kunne sælge alle 42.000 pladser i Parken til venskabslandskampen mod Portugal, så den placerer vi i stedet på Brøndby Stadion. Klubben har givet os et attraktivt tilbud, og de har tilmed garanteret os, at der bliver lagt en helt ny bane i løbet af sommeren, siger DBU's kommunikationschef Lars Berendt.

Læs om billetsalg hos DBU