Landsret giver rødt kort til fritidsfisker

Fiskeri med åleruser i fredningsperioden på Ærø er en grov lovovertrædelse, siger dommere.

En fritidsfisker fra Ærø har onsdag fået forbud mod at fiske i seks måneder.

Dermed har Østre Landsret skærpet sanktionen i forhold til den dom, som Retten i Svendborg tidligere har afsagt.

Ved en kontrol sidste sommer på kysten nord for Marstal blev han afsløret i at have fisket med tre ruser.

Fiskeriet skete i fredningsperioden, hvor det fra 10. maj til 31. juli er forbudt at fange ål.

Under retssagen har manden forklaret, at han ikke mente at kunne fange ål i de såkaldte kasteruser, han havde placeret i vandet tæt på strandkanten.

I første omgang afviste Retten i Svendborg da også, at der var tale om en grov overtrædelse af reglerne.

Byretten lagde vægt på, at det var første gang, at den 46-årige mand havde ruser i vandet.

Desuden havde han forsøgt at ændre åleruserne til rejeruser.

Men dommerne i Østre Landsret giver nu anklagemyndigheden medhold i, at der faktisk er tale om grov overtrædelse.

Derfor frakendes han i et halvt år retten til at fiske. Oveni kommer en bøde på 5.000 kroner.

Oversigt

    Oversigt