I det fynske folks tjeneste

Landsret skærper straf: Voldtog kvinde i garage

Østre Landsret i Odense skærper delvist en dom for voldtægt af kvinde. To mænd lokkede i juli 2015 en kvinde ind i en garage i Odense og voldtog hende.

En 16-årig dreng blev i januar ved Retten i Odense idømt to års fængsel for en voldtægt i en garage i Odense.

Drengen var kun 15 år, da voldtægten fandt sted. En 20-årig kammerat, der medvirkede, slap med fængsel i et år og seks måneder, hvoraf et år er betinget.

Men den dom har Østre Landsret i Odense nu skærpet. Begge er nu idømt ubetinget fængsel i to år. Det skriver Østre Landsret på Twitter.

Den 16-årige var tiltalt for endnu en voldtægt, som gik ud over en kvinde på et stisystem i Odense. Det blev han imidlertid frifundet for.

Læs også En 16-årig dreng skal to år i fængsel for voldtægt

Den voldtægt, som de blev dømt for, foregik 9. juli 2015 om aftenen omkring klokken 21.30 og gik ud over en kvinde, som de to mænd tog med ind i garagen og lukkede porten indefra.

Her blev hun med vold presset ned på en sofa og under trusler tvunget til at have samleje med den dengang 15-årige dreng. Kvinden blev også udsat for andre former for seksuelle krænkelser.

Mens det foregik, lyste medgerningsmanden med sin mobiltelefon, så drengen kunne se, hvad han foretog sig.

Kvinden kunne ikke forhindre overgrebet, selv om hun gentagne gange sagde nej og gjorde modstand ved at skubbe og sparke.