I det fynske folks tjeneste

Landsret stadfæster kørselsforbud

Det hjalp ikke en ung mand at anke et køreforbud, han blev idømt i byretten efter racerkørsel i Munkebo. Landsretten stadfæstede dommen. 

Kørte om kap på offentlig vej

I april 2004 drønede to unge mænd om kap i fynske Munkebo. Med
en voldsom hastighed racede de af sted på Havnevejen, en
forbrydelse, der i byretten kostede hver af mændene en bøde på
1500 kroner og et køreforbud. Det betyder, at bilisten mister
kortet, indtil vedkommende har været oppe til en ny køreprøve, skriver Ritzaus Bureau.

Landsretten stadfæstede

Den ene af bilisterne ankede den afgørelse til landsretten, der
nu har stadfæstet kørselsforbuddet med henvisning til, at den
22-årige mand har tilsidesat væsentlige hensyn til
færdselssikkerheden og dermed fremkaldt fare for andre.

Kapkørselen fandt sted i nattetimerne, hvor de nu dømte sammen
med andre bilister kørte racerløb på et område i Munkebo. Ingen
kom til skade ved det illegale racerkøb, der blev afbrudt, da
politiet dukkede op.