I det fynske folks tjeneste

Landsretten godkender høje fjernvarmepriser

Det var helt i orden, at fjernvarmepriserne i blandt andet Odense i 1998 med et slag steg med omkring 25 pct. Det afgjorde Vestre Landsret torsdag.

-

Det var helt i orden, at fjernvarmepriserne i Århus, Randers, Aalborg, Odense og Esbjerg i 1998 med et slag steg med omkring 25 pct.


Det afgjorde Vestre Landsret torsdag, da der blev afsagt dom i en sag, som Elsam havde anlagt mod Skatteministeriet. Sagen kan få stor økonomisk betydning for de fjernvarmeforbrugere, der hører under de store kraftvarmeværker.


Sagen begyndte i 1998, da daværende skatteminister Ole Stavad (S) med et cirkulære ville rette op på, at forbrugernes fjernvarmepriser havde været for lave, fordi kraftvarmeværkerne i en årrække angiveligt havde betalt for lidt i brændselsafgifter.


Men Elsam og Århus Kommune mente, at cirkulæret var ulovligt, og derfor blev der lagt sag an. Cirkulæret betød alene for Århus\' vedkommende en ekstra regning på 200 mio. kr. om året. Med dommen torsdag fastslår Landsretten, at det var i orden, at Skatteministeriet indførte cirkulæret. Dermed får Elsam ikke de 6,7 mio. kr., som selskabet havde krævet i afgiftsfritagelse på århusianernes vegne.

Ved du noget? Så send os et tip