I det fynske folks tjeneste

Landstræner roser Axelsen trods nederlag: En lettelse

Landstræner Kenneth Jonassen er lettet over at se, at Viktor Axelsen ser ud til at være tilbage i topform.

På trods af semifinalenederlaget i tre sæt til Chen Long fra Kina er landstræner Kenneth Jonassen tilfreds med den fynske badmintonspillers turnering som helhed. Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

Det lykkedes ikke Viktor Axelsen at spille sig i finalen i Denmark Open.

Læs også Axelsen smider stor føring og misser Denmark Open-finale

Men på trods af semifinalenederlaget i tre sæt til Chen Long fra Kina, er landstræner Kenneth Jonassen tilfreds med den danske badmintonspillers turnering som helhed.

- Det er en lettelse både for Viktor og mig, at han i denne her turnering klarede sig godt og spillede sig i semifinalen. Det betyder også meget for den OL-kvalifikation, som han er en del af, siger landstræneren.

Det var nemlig langt fra givet, at den tidligere verdensmester skulle blive den dansker, der nåede længst i turneringen i Odense.

Axelsen har siddet ude i store dele af sæsonen med en rygskade, og i de seneste to turneringer, han har deltaget i efter sit comeback, har han ikke fået spillet til at fungere.

Derfor glæder det Jonassen, at Viktor nu igen ser ud til at have fundet formen og flere gange i turneringen har vist, at han igen hører til blandt verdens bedste.

- Før vi tog til Denmark Open, var et af spørgsmålene, hvor Viktor Axelsen stod, og noget af det, der manglede, var selvtillid.

- Jeg synes, at han i alle sine kampe her viste, at han er på vej tilbage. I elementer har vi absolut verdensklasse, og så er der måske lige en lille smule usikkerhed i enkelte situationer på banen.

- Det kræver lige lidt mere tid. Men jeg føler, at der var rigtig mange procenter tilbage i ham i forhold til hans absolutte topniveau, så det er det, der glæder mig mest, siger landstræneren.

Han rejser mandag sammen med Axelsen og resten af den danske trup til Frankrig, hvor der i den kommende uge spilles French Open.

- Jeg tror på, at Viktor har gode muligheder for at klare sig rigtig godt dernede også, siger Jonassen.