I det fynske folks tjeneste

Lange køer foran valgstederne

Der var kø foran mange fynske valgsteder, da valghandlingen til det tredobbelte valg klokken ni blev sat i gang. Over 369.000 fynske vælgere kan inden kl. 20.00 tirsdag aften stemme til kommunal-, amts- og folketingsvalg.

-

Der var kø foran mange fynske valgsteder, da valghandlingen til det tredobbelte valg klokken ni blev sat i gang over hele landet. Over 369.000 fynske vælgere kan inden kl. 20.00 tirsdag aften stemme til kommunal-, amts- og folketingsvalg.


Normalt er der altid mange vælgere der venter, når valghandlingen bliver åbnet kl. 9.00. Men til dette valg var køerne mange steder noget længere end normalt, da valgstederne åbnede.


På Tarup Skole i Odense var der allerede inden kl. 9.00 så mange vælgere, at køerne nåede helt ud foran skolens indgang.


Bange for ventetid
Mange vælgere frygter tilsyneladende, at det tredobbelte valg skal skabe ventetid senere på dagen, og har derfor valgt at få stemmeafgivningen overstået fra morgenstunden. Antallet af brevstemmer har også været dobbelt så stort som normalt.


Et rekordstort antal tilfordnede har de seneste dage knoklet for at få de mange hundrede valgstederne på hele Fyn klar til de tre valg.


De i alt 369.000 fynske vælgere skal vælge i alt 508 medlemmer af 32 byråd, 31 medlemmer af ét amtsråd og 15 eller 16 fynske medlemmer af folketinget.


Exit Poll klar kl. 20
Valgstederne lukker kl. 20.00, og allerede kl. 21.00 vil de første resultater fra kommunalvalgene ligge klar.


Men allerede kl. 20.00 vil TV 2/FYN kunne offentliggøre en såkaldt Exit Poll, der med stor sikkerhed vil kunne forudsige, hvordan Fyns Amtsråd bliver sammensat og hvem der kommer til at sidde i Svendborg Byråd.


Resultatet, der bygger på oplysninger indsamlet ved valgstederne, bliver offentliggjort her på hjemmesiden kl. 20.00 samt på tekst-tv side 380.