Langeland går til minister om sommerhussalg

Mandag mødes medlemmer af byrådet på Langeland med by-, bolig- og landdistriktsminister Carsten Hansen for at drøfte salg af sommerhuse på Langeland til udlændinge.

Kommunen kæmper for at få lov til at sælge boliger til udlændinge.

De har allerede fået et nej fra justitsminister Morten Bødskov (S), men mandag skal kommunen så fremlægge deres forslag for Carsten Hansen.

Forslaget om at sælge ejendomme til udlændinge kommer fra Borgerlistens Knud Gether.

Han fortæller, at kommunen ønsker en prøveordning i en afgrænset periode på 3 til 5 år, hvor man vil have mulighed for at sælge sommerhuse og helårshuse til udlændinge.

- Jeg håber ikke, Carsten Hansen vil afvise vores forslag så bombastisk som justitsministeren gjorde, siger Borgerlistens Knud Gether.

Dansk Folkeparti er som det eneste parti i byrådet imod forslaget.

Oversigt

    Oversigt