Langeland: Okay, alle asylcentre er under opsyn

Langelands Kommune accepterer nu, at alle 16 asylcentre er under skærpet tilsyn. Dagen igennem har kommunen ellers afvist, at det gælder alle centre.

Langelands borgmester, Bjarne Nielsen, var fredag ikke klar over, at alle kommunens centre var under skærpet tilsyn. Det til trods for, at han tidligere fredag havde været i kontakt med asyldirektøren, Sisi Eibye. 

- Jeg har lige talt med asyldirektøren for en halv time siden. De påstår, at de intet har modtaget fra udlændingestyrelsen om at det gælder alle centre. Men som sagt, ser jeg det kun som godt, hvis vi er under skærpet tilsyn, siger Bjarne Nielsen.

- Vi (TV 2/Fyn) har modtaget en mail, hvor udlændingestyrelsen skriver, at alle centre er under skærpet tilsyn. Du har talt med asyldirektøren for en halv time siden, hvor du ikke fik noget at vide?

- De tjekkede det under mødet, om de havde fået det. Men jeg synes kun, at det er fint, hvis vi er under skærpet tilsyn, siger Bjarne Nielsen.

Professor: Ligner offentlig fyring

Dagen igennem har TV 2/FYN forsøgt at få kontakt til asylledelsen i Langelang Kommune. Vi ville spørge dem, hvad de siger til den offentlige kritik, de onsdag fik fra deres egen chef, borgmester i Langeland Kommune, Bjarne Nielsen.

- Det er klart, det er en af de ting, vi vil tage op mandag, når økonomiudvalget tager sagen op, fortalte Bjarne Nielsen til TV 2/FYN.

Borgemesterens udtalelse kom på baggrund af, at Udlændinge-, integrations- og boligminister, Inger Støjberg, udtalte, at Langeland Kommunes centre kommer under skærpet opsyn.

- Vi kommer til at holde et ekstra vågent øje med de centre, som Langeland Kommune driver. Det vil vi gøre i en rum tid, fortalte Inger Støjberg onsdag.

 

 

Professor i offentlig ledelse fra Syddansk Universitet Kurt Klaudi Klausen undrer sig over Bjarne Nielsen og Inger Støjbergs kritik, da det ledelsesmæssige problemet bliver svært at løse.

- Når man giver en offentlig kritik, så er det en afgørelse i en sag, der næsten er truffet på forhånd, siger Kurt Klaudi Klausen.

Men den udmelding giver borgmester Bjarne Nielsen ikke meget for.

- Hans udsagn, må han selv stå inde for. Ellers har jeg ingen kommentar til udsagnet, andet end at jeg synes, at de der professorer sommetider skulle blande sig uden om. De vil kloge sig over ting, de måske ikke altid har forstand på, siger Bjarne Nielsen.

I går blev de sidste drenge fra Børnecenter Tullebølle flyttet til andre centre, fordi det blev lukket. Centeret var for dårligt ledet, sagde borgmesteren.

Men hvorvidt den ledelse for konsekvenser for selve ledelsen er stadig uvist.

Driftschef for Langelands asylcentre, Ulrik Phil, havde fredag ingen kommentarer til TV 2/Fyn.

 

 

Oversigt

    Oversigt