I det fynske folks tjeneste

Langeland: Politikere undsiger asyl-driftschef

00:12

Bjarne Nielsen mener ikke, at Ulrik Pihls forklaring med procedurefejl holder.

1 af 2

Politikere kritiserer Ulrik Pihl, efter at Radio 24syv afslørede, at driftschefen ikke fortalte Udlændingestyrelsen om sexsagen i forbindelse med et tilsyn på Tullebølle.

Nedsmeltningen af Langeland Kommunes drift af asylcentre fortsætter med uformindsket styrke. Fredag kunne Radio 24syv afsløre, at asylområdets Drifts- og logistikchef, Ulrik Pihl, og den daværende centerleder på Børnecenter Tullebølle, Hanne Sommer, valgte ikke at fortælle om medarbejderes mulige seksuelle krænkelser af asyldrengene, da Udlændingestyrelsen var på tilsynsbesøg 27. juli. Halvanden måned efter at sagen var meldt til politiet.

Ulrik Pihl har forklaret til flere medier, at det var procedurefejl, som betød, at politianmeldelsen aldrig nåede frem til Udlændingestyrelsen. Men borgmesteren og socialdemokraternes medlem af økonomiudvalget køber ikke den forklaring.

- Jeg kalder ikke det her en procedurefejl. Det er en meget alvorlig sag, for når der har været tilsynsbesøg, så skal vores medarbejdere fortælle om sådan nogle her ting. Vi taler ikke kun om procedurefejl her, siger borgmester, Bjarne Nielsen (V).

Socialdemokraterne: Ulrik Pihl har fortiet oplysninger

Læs også Chef tav om sexmisbrug overfor Udlændingestyrelsen

René Larsen, Socialdemokratiets medlem af økonomiudvalget, er helt på linje med borgmesteren.  

- Det her er ikke en procedurefejl. Da de havde besøg og gik rundt fysisk sammen Udlændingestyrelsen, så skulle Ulrik Pihl og Hanne Sommer selvfølgelig have oplyst om episoden, siger René Larsen og fortsætter.

- Det er klart, at når der kommer nye oplysninger frem om, at ledere under rundvisning har fortiet oplysningerne om sexsagen, så er det da ikke godt nok. Det er vi da nødt til at drøfte på mandag (på et planlagt økonomiudvalgsmøde, red.), hvorledes vi forholder os til det.

Det er kun fire dage siden, at Langelands asyldirektør, Sisi Eibye, blev fyret. En fyring som borgmester Bjarne Nielsen (V) forklarede med manglende tillid.

Ulrik Pihl er i dag på vej til New York. Vi forsøgte at få et interview med Ulrik Pihl, inden han rejste, men han henviste til den konstituerede leder af asylområdet, Kurt Habekost. Kurt Habekost vil dog ikke udtale sig om sagen, før han har fået en uddybende forklaring fra Ulrik Pihl.  

Ved du noget? Så send os et tip