I det fynske folks tjeneste

Stormflod topper: Langeland ramt af 50-års-hændelse

I Bagenkop på Langeland er vandstanden målt til 171 centimeter over normalt. Der er tale om en hændelse, der statistisk set kun sker én gang på 50 år.

01:30

Havnen i Bagenkop er blevet oversvømmet. Se, hvor meget vandstanden er steget. Video: TV 2

Bagenkop på Langeland er et af de steder i landet, hvor man er hårdest ramt af stormflod.

Det fortæller TV 2-meteorolog Anders Brandt.

 

Læs også Se billederne af stormfloden: Oversvømmelser rammer flere steder på Fyn

 

- Bagenkop på den sydlige del af Langeland er oppe på 171 centimeter. Det er den næsthøjeste vandstand, man har registreret der igennem tiderne, siger Anders Brandt.

- Det er i øvrigt også det, vi kalder en 50-års-hændelse, fastslår han.

En 50-års-hændelse bruges om hændelser, som statistisk set kun sker én gang på 50 år.

Før der er tale om stormflod, skal vandstanden være 125 centimeter over normalt.

Reporter på stedet: Rigtig meget vand

TV 2/Fyns reporter på havnen i Bagenkop, Pernille Kjær Nielsen, fortæller, at man ikke længere kan se kanten på kajen.

- Lige her, hvor jeg står, plejer man normalt at kunne gå tørskoet. Der er kommet rigtig meget vand ind i havnen, siger hun.

Flere bygninger på havnen har fået vand ind.

01:13

TV 2/Fyns reporter på havnen i Bagenkop fortæller, at der er kommet vand i flere bygninger. 

Luk video

Her er Beredskab Fyn til stede

Det er ikke kun i Bagenkop, man oplever forhøjet vandstand og stormflod. I Faaborg er vandstanden 159 centimeter over normalt.

René Cording, der er viceberedskabsdirektør i Reredskab Fyn, oplyser til TV 2/Fyn, at der er mange steder, der har været hårdt ramt af stormflod. Ud over Bagenkop har især Nyborg været hårdt ramt. Her pumper beredskabet stadig og forventer at gøre det indtil natten til torsdag.

Beredskab Fyn er desuden til stede i Assens og Faaborg, hvor der er varslet vandstande på op til 175 centimeter over normalt. 

Opdatering

  • 02. jan 2019 kl. 15:40 Artiklen er opdateret med kommentar fra Beredskab Fyn.