I det fynske folks tjeneste

Langeland stopper forsøg med stiksikre veste til personalet

Asylcenter Holmegaard stopper øjeblikkeligt forsøg med stiksikre veste. Det skabte negativ opmærksomhed.

På Langeland vil man ikke længere give personalet på Asylcenter Holmegaard stiksikre veste, så de kan føle sig sikre.

Det oplyser drifts- og logistikchef Ulrik Pihl hos Langeland Kommune. Det er blandt andet medieopmærksomheden, som får kommunen til at stoppe.

- Den bevågenhed, der har været i medierne, har været medvirkende til beslutningen. Vi er faktisk rigtig kede af, at det er nået hertil. Det har aldrig været vores intention at give udtryk for, at man skal være utryg ved at arbejde på et asylcenter.

- Vi vil bare gerne drøfte med vores medarbejdere, om vi kunne skabe et sikkert og trygt arbejdsmiljø.

I medierne er vestene blevet beskrevet som både skud- og stiksikre, men det er altså kun stiksikre veste, siger Ulrik Pihl.

- Vi har mod vores vilje fået sendt nogle forkerte signaler. Nu stopper vi projektet med øjeblikkelig varsel, og så vil vi drøfte det næste uge med vores medarbejdere.

Langeland Kommune driver 17 asylcentre rundt om i landet. Centerledelsen havde købt i alt ti stiksikre veste til de ansatte.

 

Fakta om Langeland Kommunes asylcentre

Asylcenter Holmegaard er det overordnede organisatoriske navn for de asylcentre som Langeland kommune driver.

Asylcenter Holmegaard råder over fire opholdscentre fordelt på Langeland:

Tre voksencentre:
Center Holmegaard
Center Humble
Center Lohals

Et børnecenter:
Børnecenter Tullebølle

På Langeland er der kapacitet til at huse 700 asylansøger på opholdscentre samt i selvstændige huse og lejligheder rundt omkring på Langeland.

Herudover er Langeland Kommune også operatør på 13 centre uden for kommunens grænser:

Ni voksencentre:
Center Fredericia
Center Præstekærgaard (Faaborg-Midtfyn Kommune)
Center Faaborg (Faaborg-Midtfyn Kommune)
Center Nyborg (Nyborg Kommune)
Center Skippergaarden (Lolland Kommune)
Center Nakskov (Lolland Kommune)
Center Søllested (Lolland Kommune)
Center Gloslunde (Lolland kommune)
Center Næstved – Samarbejder med Beredskabsstyrelsen (Næstved kommune)

Tre børnecentre:
Børnecenter Ærø
Børnecenter Søby
Børnecenter Hundstrup

Kilde: www.asylcenterholmegaard.dk

 

Ved du noget? Så send os et tip