Langeskov Kommune - Valgtemaer

-

-

Deltag i debatten om valget i Langeskov


Langeskovs 16-årige konservative styre under angreb
Ganske vist fik borgmester Ejvind Høyer Nielsen ved valget i 1997 et imponerende personligt stemmetal på 621 stemmer - og ganske vist gik De Konservative frem med et enkelt mandat til fem. Og ganske vist skete det på bekostning af stemmemæssig tilbagegang for blandt andet Venstre. Men den konservative borgmester har i valgperioden mødt et Socialdemokrati, der har været i kraftigere opposition - bl.a. har borgmesteren ikke kunnet få det store oppositionsparti til at stemme for budgetterne to af gangene i perioden. Socialdemokraterne har også kraftigt angrebet borgmesteren for, at han hellere vil optage lån end at lade skatten stige. (Borgmesteren siger, at højere skatter har det med automatisk at udvidde den offentlige sektor).


Venstre kan måske nyde godt af partiets landspolitiske fremgang - og hvis Venstre bliver lige så store - eller måske større end De Konservative, vil dette parti sandsynligvis gøre krav på borgmesterposten. Spørgsmålet er så, hvad Dansk Folkeparti vil gøre i den situation. Partiets enlige medlem, Karl F. Krapalis, har gentagne gange rost borgmesteren for saglighed, ro og overblik.



Skoleballaden
Det er en sag, som politikerne gerne havde været foruden - specielt op til valget. Elever har droppet undervisningen og er gået i demonstrationstog i protest mod besparelser på skoleområdet. En række forældre har angivet lærermobning og manglende lærer-engagement som årsag til, at de har flyttet deres barn fra det kommunale skolevæsen. Mange af lærerne er flyttet væk fra kommunen. Og netop kommunen har gennemført en undersøgelse blandt forældre til børn, som har flyttet deres børn til privat- eller efterskole. Heraf fremgår det, at mange forældre mener, lærerne er ukvalificerede og uengagerede til at undervise. Det sagde borgmesteren, at han ville have gjort noget ved, og så blev lærerne vrede. Lærerne afviser, men peger på, at der er skåret alt for langt ind til benet ressource-mæssigt. De nyvalgte politikere står med et stort ansvar for at klinke skårene og at få fælles fodslag igen.


Skattestigning eller lån
Borgmester Ejvind Høyer Nielsen og støttepartier Venstre har kategorisk afvist at lade skatten stige. Undtagen i budgettet for år 2002, hvor den er sat op med 0,4 procentpoint. Socialdemokraterne fremfører, at det er tåbeligt - således anfører partiet, at Langeskovs borgere derfor hvert år skal betale 2 1/2 million kroner i renter - alene på grund af den gæld, der er blevet stiftet siden sidste komunalvalg. Borgmesteren og Venstres spidskandidat, Kaare Jørgensen, siger, at lånoptagelsen simpelthen var nødvendig på grund af de omfattende skolerenoveringer. De borgerlige mener, socialdemokraterne ville have brugt pengene fra en skattestigning til serviceudviddelser.


Flygtninge til Langeskov
I løbet af de kommende tre år skal borgerne i Langeskov tage imod 54 flygtninge. Derfor skal politikerne tage stilling til, hvor de skal placeres. Venstre har som muligheder peget på at de kan bo i passende boliger i lokalsamfundene. Enten i leleboliger eller i ejerboliger, som kommunen investerer i. Endelig er der det gamle plejehjem i Marslev, som måske kan lejes ud.


Tilbage til hovedsiden om Langeskov Kommune

Oversigt

    Oversigt