Langsommeligt opgør med svinebønders overproduktion

Retsopgøret med svineproducenternes overproduktion har trukket ud i snart to år. Naturfredningsforeningen kalder det grotesk. Politiet: Sagerne er bøvlede.

Næsten to år efter, at de første store sager om ulovlig overproduktion hos landets svineproducenter blev afsløret, er ikke én eneste landmænd endnu blevet dømt. Heller ikke én eneste sag har endnu været for retten.

Anklagemyndighederne i en række politikredse har i flere år efterforsket en række sager om overproduktion af titusinder af svin.

Herunder sagerne mod to af landets største svineproducenter, familierne Lerche-Simonsen og Asger Møller Hansen.

Lerche-Simonsen familiens gård Eskelund på Vestfyn blev for nylig frifundet efter landbrugsloven af Jordbrugskommisionen. I første omgang havde kommissionen ellers opsigtvækkende pålagt Eskelund at skære produktionen ned til en tredjedel. Nye oplysninger fra Eskelund fik siden et snævert flertal i Jordbrugskommisionen til at frifinde gården.
Ejeren er dog fortsat sigtet for overtrædelse af miljølovgivningen og for belastningen på miljøet fra overproduktion.

Men efterforskningen har været besværlig, og der er ingen retspraksis. På et snarligt møde skal statsadvokaterne dog forsøge at finde et fælles fodslag.

Michael Fynsk fra Danmarks Naturfredningsforenings særlige svinebande kalder det grotesk, at sagerne har trukket ud så længe.

- Jeg havde gerne set, at der var faldet dom, da sagerne var fremme i medierne, fordi landmændene så kunne se, at overproduktion havde en konsekvens. Bøder kunne have en afsmittende effekt og få andre brådne kar til at handle anderledes, siger Michael Fynsk.

 - Sagerne står i øjeblikket stille, for der er nogle spørgsmål, som skal afklares og koordineres. Grunden til, at det her har taget så lang tid, er, at det er særlovssager og et område uden retspraksis, siger Tine Ginnerup, statsadvokatfuldmægtig for Fyn.

Oversigt

    Oversigt