Lånte bil og fik bank

En arbejdsgiver gik hårdt til værks overfor en ansat, der havde lånt hans bil og var kommet til at lave buler i bilen. Arbejdsgiveren er nu sigtet for vold, trusler og hærværk.

-

En arbejdsgiver gik hårdt til værks overfor en ansat, der havde lånt hans bil og var kommet til at lave buler i bilen. Arbejdsgiveren er nu sigtet for vold, trusler og hærværk.


Omkring midnat natten til søndag fik en familie i Munkebo sig en alvorlig forskrækkelse. Mand, kone og svigermor sad omkring spisebordet, da en betonblok pludselig blev kastet gennem et af husets store vinduer.


Gerningsmanden kørte derfra, men vendte kort efter tilbage. Han kravlede gennem det knuste vindue og overfaldt manden i huset med skaller og knytnæveslag, ligesom han kom med dødstrusler.


Det viste sig at være husejerens arbejdsgiver, som netop var vendt hjem fra en skiferie. Under ferien havde den ansatte - efter aftale - lånt hans bil.


Ved et uheld påkørte den ansatte et rådyr, hvilket medførte buler i bilen. Den ansatte ringede til arbejdsgiveren på feriestedet og orienterede ham om uheldet.


Netop hjemvendt fra ferie, efter indtagelse af nogle øl, mistede arbejdsgiveren åbenbart besindelsen og besluttede at straffe den ansatte for bulerne i bilen.


Han tilbragte resten af natten i detentionen i Odense. Han bliver afhørt i løbet af søndag og sigtet for vold, trusler og hærværk.

Oversigt

    Oversigt