Larmende indbrud i Svendborg

Vinkelsliberne har formentlig været i brug i timevis, da et ukendt antal indbrudstyve tirsdag aften skaffede sig adgang til Kvickly i Svendborg  ved at lave to huller i taget.

Politet mener, at tyvene begyndte deres arbejde allerede omkring klokken 22 tirsdag aften ved Kvickly i Vestergade.

- Der er lavet to store huller i det flade betontag på bygningen, og det må have larmet betydeligt, siger vicepolitiinspektør Klaus Arboe fra Fyns Politi.

Tyvene fik i første omgang adgang til et rum med supermarkedets pengeskab. Her har de uden held forsøgt at bryde pengeskabet op med en vinkelsliber. Via det andet hul i taget har de skaffet sig adgang til et lagerrum med cigaretter, og en del af lageret er forsvundet.

- Vi vil meget gerne høre fra beboere i området, som har set biler eller hørt larm fra Kvickly i løbet af natten, siger Klaus Arboe.

Politiet formoder, at tyvene har haft kendskab til supermarkedets indretning, da de præcist har kunnet bore sig ned til de to rum.
Politiet kan kontaktes på 114.

Oversigt

    Oversigt