I det fynske folks tjeneste

Lars hitter på Fyn

De klassiske danske navne topper navnelisterne rundt om i landet. Flest landsdele har Kirsten og Jens øverst, men på Fyn hitter Lars.

Er du kvinde og bor i Vestjylland, er chancen størst for, at du hedder Anna. Bor du derimod i Nordsjælland hedder du typisk Kirsten, mens Anne har sat sig solidt på navnelistens førsteplads i København.

Det viser Danmarks Statistiks nye navnestatistik for 1. januar 2010, som bliver offentliggjort torsdag.

Er du derimod mand og bosiddende i København, hedder du typisk Peter, hvorimod navnet Jens hersker i hele det jyske.

Altså lige bortset fra i Sydjylland, der har Hans som det absolut mest anvendte drengenavn. På Fyn troner Lars foran Jørgen.

Der er forskel på, hvilke navne, der dominerer den absolutte top på navnelisterne rundt omkring i landet.

Kirsten og Jens hitter i flest dele af landet. Med syv førstepladser kan Kirsten kalde sig topscorer i langt over halvdelen af de 11 landsdele, mens Jens sætter sig på navnelistens absolutte top i fem landsdele skarpt forfulgt af Peter med fire førstepladser.

Danmarks mest populære pigenavn er stadig Anne trods Kirstens dominans i flere landsdele. Men med næsten 48.000 personer øger Anne faktisk afstanden til netop Kirsten, der er det næstmest benyttede pigenavn med 46.500 navngivne personer.

Det er ikke mere end tre år siden, at Anne overhalede Kirsten på navnelistens førsteplads. Siden da er afstanden øget yderligere.

I forhold til efternavne, er der færre og færre, der ender på "sen". I dag gælder det 52 procent af befolkningen, mens andelen for ti år siden var oppe på 58 procent. Det svarer til et fald på 218.000 personer.

Jensen er stadig det mest almindelige efternavn i Danmark. Det hedder 275.000 personer.