Lars Kolind vil ikke forlade Ny Alliance

Erhvervsmanden Lars Kolind går ikke fra Ny Alliance trods kritik fra partistifter Gitte Seeberg af hans støtte til Jørgen Poulsens exit fra Dansk Røde Kors.

Mandag opfordrede partistifter Gitte Seeberg ham til at overveje sit medlemskab, fordi han forsvarede, at Jørgen Poulsen fik 750.000 kroner for at forlade Dansk Røde Kors.

- Dén udtalelse vil jeg helt tilgive Gite Seeberg for. Jeg bærer ikke på nogen måde nag over, at hun kan sige noget sådant. Jeg har naturligvis ikke på nogen måde tænkt mig at slippe det projekt, som Ny Alliance er. Det er vigtigere end nogensinde. Der er stadig meget, jeg kan bidrage til. Så det har jeg bestemt ikke planer om, siger Lars Kolind til Ritzau.

Han afviser, at hans udtalelser har skadet Ny Alliance. De har
medført en mere nuanceret debat, siger han.
 
- Det har understreget, at denne sag kan ses fra flere sider. Dansk lov gælder også for humanitære organisationer og deres ledere. Det, går jeg ud fra, er også partiets politik, siger Lars Kolind.

Gitte Seeberg har påpeget, at Jørgens Poulsens fratræden fra Dansk Røde Kors har været en svær sag for Ny Alliance.

Sekretariatschef Lars Eriksen fra Ny Alliance oplyste mandag til TV2 Radio, at 75 personer siden torsdag aften har bedt om at blive strøget af medlemslisten. Alle begrundede deres udmelding med Jørgen Poulsens handling.

Lars Kolind vil ikke kommentere, om Jørgen Poulsen har skadet
partiet.

- Det har jeg ingen mening om, siger han.

Erhvervsmandden har ikke tænkt sig at gå.

- Absolut ikke. Der er da mere brug for Ny Alliance end nogensinde. Det kunne jeg ikke drømme om, siger Lars Kolind.

Han mener heller ikke, at det skadede Ny alliance, at han i valgkampen foreslog en særlig lav skat på Fyn.

- Det må stå for kritikernes regning, siger Lars Kolind.

Oversigt

    Oversigt