I det fynske folks tjeneste

Lars Olsen fortsætter i OB

Spekulationerne omkring fremtiden for OBs cheftræner er slut. OB og cheftræner Lars Olsen er blevet enige om at forlænge samarbejdet med halvandet år.

Lars Olsen fortsætter som OBs cheftræner, oplyser klubben.

Parterne har underskrevet en ny aftale, der betyder, at Lars Olsen er cheftræner i OB frem til udgangen af 2010, skriver klubben i en pressemeddelelse. Der var ellers spekuleret i, at de to parter måske ville stoppe samarbejdet, men det er ikke tilfældet.

I sommerpausen 2008 meddelte OB og Lars Olsen, at parterne ville tale sammen om en forlængelse af samarbejdet, når efterårssæsonen var slut, og nu er en ny aftale kommet på plads ovenpå en flot efterårssæson.
-  Vi tror på, at udviklingen kan fortsætte og intensiveres med Lars Olsen som cheftræner, og vi ser derfor frem til at fortsætte samarbejdet, skriver direktør Kim Brink.

Også Lars Olsen ser frem mod de kommende udfordringer i OB.
- Jeg er glad for at være i OB. Forløbet har været rigtig godt, hvilket vores præstationer i efteråret er et fint bevis på. Sådan ser OB også på det, og derfor er jeg glad for, at vi har forlænget samarbejdet, fortæller han.