Lars Olsen: Helt fortjent sejr

OB-træner Lars Olsen mener, at 1-0-sejren over Silkeborg var helt fortjent, men hans spillere har et lidt anderledes billede af kampen.

Det var et fysisk opslidende slag, da OB besejrede Silkeborg med 1-0 i SAS Ligaen. Netop fysikken spillede en vigtig rolle for OB's træner Lars Olsen.

- Da vi sad i pausen og snakkede om anden halvleg, snakkede vi om, at Silkeborg havde brugt mange kræfter, så vi skulle forsøge at vinde kampen ved at trykke på. Silkeborg gjorde det svært for os ved at stille en kompakt midtbane, siger Lars Olsen.

Netop Silkeborgs kompakte defensiv bevirkede, at kampen blev yderst chancefattig set med OB-briller. - Jeg er ikke helt tilfreds med det antal chancer vi får produceret gennem kampen, men jeg mener ikke, at der kan pilles ved vores sejr. Den var helt fortjent, siger Lars Olsen.

Helt samme mening havde Hans Henrik Andreasen ikke om kampens udfald.

- Første halvleg forløb ligesom, da vi spillede heroppe første gang i denne sæson. Vi var på hælene. Heldigvis kom vi tilbage i anden halvleg. Vi var heldige i et par situationer, men vi havde også et par chancer, siger OB's midtbanemotor.

Med sejren kan OB nyde udsigten fra toppen af tabellen, mens der på grund af landskampe er pause i SAS Ligaen.

- Sejren over Silkeborg er meget vigtig. Det er klasse for os, at vi kan holde pause på førstepladsen. Det betyder meget for moralen, siger Hans Henrik Andreasen.

Oversigt

    Oversigt