Lars Olsen mellemfornøjet med ét point

OB-træneren ærgrede sig over manglende skarphed - både foran eget og modstandernes mål

OB's træner Lars Olsen var mellemfornøjet efter forårspremieren på MCH Arena. Den kastede et 2-2-resultat af sig hos FC Midtjylland, hvor fynboerne normalt har det svært, men dagens kamp skulle OB have vundet, mente Olsen.

- Jeg er tilfreds med indsatsen og spillet, men ikke med resultatet. Jeg har netop set statistikken over vores afslutninger. Den viste 17 skud på mål og tre inden for målrammen. Og det er jo en forudsætning at ramme målet, hvis man vil score, konstaterede Olsen tørt og roligt efter kampen.

- FC Midtjylland får en god udgangsposition med deres tidlige mål, men alligevel synes jeg, at vi fik rigtig godt fat i kampen. Det var ikke helt fortjent, at vi gik til pausen og var bagud, og jeg mener faktisk, at vi havde fortjent de tre point i dag. Vi havde også den store chance til sidst, som Peter Utaka brændte, sagde Lars Olsen.

Det var ikke kun foran modstandernes mål, at OB'erne lavede fejl, mente træner Olsen.

- Nej, det hører jo også med til historien, at deres to mål er resultatet af to klare fejl, vi laver. Anders Møller Christensen glider i optakten til frisparket, der fører til deres første mål, og Roy Carroll forsøger at gå ud ved deres andet mål i en situation, hvor han skulle være blevet inde i målet, forklarede OB-træneren, der nu kan se frem til en aften foran tv-skærmen i morgen, hvor førstepladsen kan glide OB af hænde.

Her spiller FCK nemlig mod AGF, og vinder københavnerne, er de på førstepladsen i SAS Ligaen.

Oversigt

    Oversigt