I det fynske folks tjeneste

Lasse Krull stopper i regionspolitik

Gruppeformanden for Den Konservative Regionsrådsgruppe og spidskandidat ved de to seneste valg stopper.

Lasse Krull meddelte torsdag til bestyrelsen for Det Konservative Folkeparti i Region Syddanmark, at han stopper som regionspolitiker. Han bliver dog siddende i regionsrådet i resten af valgperioden samtidig med, at han forbliver konservativ ordfører og gruppeformand i regionsrådet. 

- Jeg er pr. januar 2016 startet i nyt job og starter her i slutningen af måneden på en masteruddannelse. Der er nu engang kun 24 timer i døgnet, og det ligger ikke til mig at gøre noget halvt. Det er svært at kombinere et krævende job i erhvervslivet med at være fritidspolitiker på højt niveau. Man får hurtigt dårlig samvittighed, fortæller Lasse Krull. 

Kritiker af Carl Holst 

I sin tid i regionsrådet peger Lasse Krull på hans kritik af Carl Holst, som et af punkter, hvor der er gjort en forskel. 

Læs også Krull: Det har vi vidst hele tiden!

- Jeg var en af de første, som turde sige Carl Holst imod og kritisere hans magtfuldkommenhed. Det fik jeg mange tæsk for efter sidste valg, men tiden efter har jo vist, at jeg havde ret, når vi har kunnet afdække et meget omfattende magtmisbrug i hans formandsperiode, siger Lasse Krull. 

Lasse Krull fik ved regionsvalget i 2013 9.482 personlige stemmer og blev kun overgået af netop Carl Holst fra Venstre og Poul-Erik Svendsen fra Socialdemokraterne. 

Selvom Lasse Krull trækker sig som gruppeformand for Den Konservative Regionsrådsgruppe, så er den konservative politiker ikke helt færdig med politik. Han blev nemlig på mødet i torsdags valgt som formand for Det Konservative Folkeparti i Region Syddanmark.

- Jeg glæder mig til at fortsætte med andre politiske opgaver - og det bliver blandt andet at hjælpe den nye spidskandidat frem mod valget i november 2017.

Den nye spidskandidat er fundet og vil blive præsenteret inden for kort tid.   

Ved du noget? Så send os et tip