Lasse Norman mistede føringen på bjergrig etape

Esteban Chaves vandt 3. etape i Herald Sun Tour og fører også i den samlede stilling. Danskerne faldt fra, og fynske Lasse Norman tabte syv minutter.

Esteban Chaves (Mitchelton-Scott) satte tingene grundigt på plads på 3. etape af det australske cykelløb Herald Sun Tour.

Den colombianske klatrer udnyttede til fulde, at rytterne skulle over tre kategoriserede stigninger undervejs.

Den sidste stigning strakte sig over 20 kilometer op til målet på Lake Mountain, og her angreb Chaves, før han i ensom majestæt krydsede målstregen 42 sekunder foran Alexander Evans (Mobius).

I den samlede stilling er Esteban Chaves henholdsvis 32 og 39 sekunder foran nummer to og tre - holdkammeraterne Cameron Meyer og Damien Howson. 

Norman tabte syv minutter 

Fynske Lasse Norman Hansen (Aqua Blue Sport), som førte løbet inden 3. etape, tabte 7 minutter og 19 sekunder og røg ned på 29.-pladsen.

Bedste dansker i den samlede stilling er nu unge Niklas Eg (Trek) på 12.-pladsen. På etapen sluttede han som nummer 13, blot 1 minut og 12 sekunder efter vinderen. 

Løbet slutter søndag med en rundstrækning, der inkluderer fem passager af Kinglake-stigningen.

Oversigt

    Oversigt