Lasse Norman ryger ind i nedtur efter suveræn OL-start

Den fynske OL-guldvinder fra London vandt de to første omnium-discipliner, men røg ud som den første i udskilningsløbet.

Den fynske cykelrytter Lasse Norman Hansen fik søndag en blandet åbning på titelforsvaret i omnium ved OL i Rio.

Den 24-årige rytter vandt indledningsvist den første disciplin, scratch. Senere fulgte den regerende OL-guldvinder op med også at vinde 4000 meter forfølgelsesløb, hvor tiden 4 minutter og 14,982 sekunder ikke kun var næsten to sekunder hurtigere end nummer to, Mark Cavendish.

Tiden er også olympisk rekord, en rekord som tidligere tilhørte briten Bradley Wiggins.

Lasse Norman Hansen sluttede åbningsdagen af med lidt af en nedtur, da han blev elimineret som den første i udskilningsløbet.

Samlet rækker danskerens præstation til en foreløbig samlet sjetteplads, inden omnium afsluttes mandag med yderligere tre discipliner.

I scratch forsøgte Lasse Norman Hansen sig tidligt med et udbrud sammen med Mark Cavendish, men duoen blev hurtigt indhentet af feltet.

Senere havde han mere held med sig, da han sammen med den tyske VM-sølvvinder Roger Kluge hentede en omgang på det øvrige felt.
 
Lasse Norman Hansen sikrede sejren, da han oversprintede tyskeren i den afsluttende spurt.

I det individuelle forfølgelsesløb knuste han alle konkurrenter med en olympisk rekord.

I den samlede start, udskilningsløbet, som ikke er Lasse Norman Hansens største styrke, blev han fanget nede bagved. Selv om han forsøgte at komme frem, så var vejen spærret, og han nåede lige nøjagtigt ikke at få overhalet en af konkurrenterne.

I den samlede stilling har Lasse Norman Hansen 86 point på sjettepladsen. Franske Thomas Boudat fører med 106 point.

Lasse Norman Hansen har tidligere ved årets OL vundet en bronzemedalje.

Det var sammen med Danmarks banelandshold i 4000 meter holdforfølgelsesløb.

Oversigt

    Oversigt