Lasse Norman tager bronze i omnium

Den fynske banerytter blev nummer tre i omniumkonkurrencen i banecykling ved OL i Rio.

Det lykkedes ikke for fynske Lasse Norman Hansen at genvinde OL-guld i omnium på cykelbanen. Han var med i medaljekampen til det sidste i det afgørende pointløb, men måtte nøjes med bronze.

Han kunne ikke røre italieneren Elia Viviani undervejs i løbet, og landevejssprinteren Mark Cavendish var også umulig at passere i den afgørende spurt.

Men det blev trods alt til medalje for Lasse Norman Hansen, der lagde ud som lyn og torden i konkurrencen og vandt de to første af de seks discipliner.

I det afgørende pointløb over 160 omgange, hvor der var spurtpoint at hente i hver tiende omgang, lagde danskeren afventende ud.

Han lå i stedet og lurede på muligheden for at tage en omgang på resten af feltet og de 20 point, der følger med.

Allerede efter 26 omgange lagde han ekstra kræfter i pedalerne og gik solo i et forsøg på at køre sig ind i medaljerækken.

Det lykkedes og kastede både to spurtsejre og 20 ekstrapoint af sig. Pludselig var han blot fire point fra guldet.

Et styrt, hvor briten Mark Cavendish kolliderede med italieneren Elia Viviani, lagde en dæmper på begivenhederne i feltet, som lige tog en puster, inden det gjaldt de sidste og afgørende 100 omgange.

De udviklede sig til et opgør mellem Hansen, Cavendish, Viviani og den forsvarende verdensmester, colombianeren Fernando Gaviria.

Med 40 omgange igen førte Viviani med otte point, mens Lasse Norman Hansen og Cavendish lå side om side i kampen om sølvet.

Viviani holdt de andre stangen, og Norman måtte altså nøjes med bronze.

Sølvvinderen Mark Cavendish har vundet masser af sejre på landevejen, men tog sin første olympiske medalje.

Lasse Norman Hansen begyndte i øvrigt omniumkonkurrencens andendag som nummer seks.

Han rykkede op på den samlede fjerdeplads efter 1000 meter på tid, og på den flyvende omgang lykkedes det ham at køre sig endnu en plads opad.

Det er Lasse Norman Hansens anden medalje ved OL i Rio. Den tempostærke cykelrytter var også en del af det danske hold i 4000 meter forfølgelsesløb, der vandt bronze.

Oversigt

    Oversigt