I det fynske folks tjeneste

Lastbil i brand på Storebælt

En tung kranbil brød fredag eftermiddag i brand på Storebælt.

Branden opstod i et dæk, da kranbilen var på vej over lavbroen i vestgående retning. Lastbilen stoppede mellem Sprogø og frakørsel 44 Knudshoved.

På grund af branden var der kun et spor farbart, og der opstod en del kødannelse. Brand og redningskøretøjer ankom hurtigt til stedet og slukkede branden.
 
Det er en meget tung og stor kranbil med bygge-kran fra firmaet BMS, og den kan derfor ikke fjernes med almindelig redningsmateriel, oplyser vagthavende fra Fyns Politi.
 
Der er nu tilkaldt kraner fra Rødovre, der først kan være fremme ved 18-tiden. Hvor lang tid det derefter vil tage at fjerne lastbilen er uvist.
 
Lastbilen står halvt i nødsporet og halvt på vejbanen, og derfor vil der flere timer frem kun være et spor farbart.
 
Der må forventes kødannelse mange timer frem, og vagthavende fra Fyns Politi opfordrer til forsigtig og langsom kørsel over broen.