I det fynske folks tjeneste

Lastbiler sætter ny rekord på Storebæltsbroen

Flere og flere lastbiler krydser Storebælt på vej til og fra Fyn.

Rekordmange lastbiler krydsede i seneste kvartal Storebæltsbroen. Foto: arkiv

171. Så mange lastbiler har i gennemsnit krydset Storebæltsbroen hver time i løbet af det sidste kvartal. Det viser en analyse fra interesseorganisationen Dansk Erhverv, der bygger på tal fra Storebælt A/S

- Med en vækst på godt fire procent fortsætter den høje vækst i lastbiltrafikken, vi har set siden starten af 2016, oplyser Camilla Brems, der er analysechef hos Sund & Bælt. . 

Dermed er der ifølge Dansk Erhverv tale om en stigning på syv lastbiler i timen sammenlignet med samme kvartal sidste år. På en gennemsnitlig time har flere end 10.000 lastbiler krydset broen mellem Fyn og Sjælland. 

Samlet set krydsede flere end 375.000 lastbiler Storebæltsbroen i løbet af juli, august og september. Sammenholder man det tal med åbningsåret for Storebæltsbroen, er det tydeligt, at der sket en stor vækst i antallet af lastbiler, der kører mellem Fyn og Sjælland. 

I 1998 kørte 352.920 lastbiler i løbet af hele året over den dengang nyindvigede bro, som blev åbnet for bilister og lastbiler i sommeren det år.

 Flere lastbiler er udtryk for vækst

Spørger man Dansk Erhverv, er den nye stigning i antallet af lastbiler, der krydser Storebælt udtryk for en bedre dansk økonomi. Stigninger i antallet af lastbiler følger nemlig i grove træk den vækst, som Danmarks BNP oplever. Dette fænomen betegner den økonomiske interesseorganisation som "lastbilindikatoren". 

Ifølge Dansk Erhverv skyldes sammenhængen mellem lastbiler og økonomisk vækst, at vækst øger behovet for varer og dermed transport. 

Det er ikke kun antallet af lastbiler over Storebælt, der stiger. Også antallet af personbiler stiger ifølge Storebælt A/S. I tredje kvartal af 2018 rundede flere end tre millioner personbiler betalingsanlægget ved Storebæltsbroen. Det er godt 50.000 flere end samme periode sidste år.