Lastbiler væltede i vinden

Både på Storebælt og Storstrømmen gik det galt, da vinden fik fat i lette lastbilanhængere. Ingen kom til skade ved uheldene.

Storebæltsbroen blev fredag kort efter klokken 16 genåbnet for trafik i retning mod Fyn og Jylland, efter at en lastbil tidligere på dagen væltede i det vestgående spor.

Det oplyser Vejdirektoratet, efter at uheldet tidligere fredag eftermiddag havde sat en stopper for trafikken.

Ifølge politiet i Slagelse væltede lastbilen, da den passerede en af pylonerne på Højbroen. Ingen kom til skade.

Også på Farøbroen lagde en polsk lastbil sig ned i fredagens blæst. Ifølge politiet i Nykøbing Falster var lastbilen på vej mod syd, da vinden pludseligt fik fat i den tomme anhænger og lagde den om på siden midt på broen. Lykkeligvis blev ingen andre trafikanter ramt ved uheldet.

Broen var spærret i den ene retning i et stykke tid, indtil anhængeren var rejst op igen. På grund af vinden var broen generelt spærret for de mest vindfølsomme køretøjer. På Storebælt frarådes kørsel med vindfølsomme køretøjer.

Oversigt

    Oversigt