Lastbiltræf i miniformat

Mere end 100 danske, tyske og norske lastbiler og entreprenørmaskiner var samlet i Odense i dag. Der var dog ingen dieselos, køretøjerne var nemlig fjernstyrede og med batterier.

RC Model Truck Fyn havde inviteret indenfor, og mere end 100 deltagere var mødt frem i Søhus Hallen.

Mange af deltagerne har bygget modellerne helt fra bunden, og det kan være uhyre tidskrævende at forelske sig i de små maskiner. Enkelte af modelbyggerne havde brugt mere end et år på at støbe, skære og bygge de vellignende minimaskiner.

Truck-klubben holder træf for anden gang, men entusiasterne håber på en dag at kunne få deres eget område. 1500 kvadratmeter med huse, virksomheder, gravemaskiner og masser af lastbiler. Et Odense i miniformat.

- Vi vil bare have et fast værested ligesom alle andre foreninger har. Vi vil gerne betale for at være der, men vi har ikke råd til at betale som en virksomhed, fortæller RC Model Truck Fyns formand, Jens Engholm, der håber på, at kommunen vil betale for et område.

Du kan se mere til lastbilerne i Waders og Laksko mandag aften på TV Fyn.

Besøg RC Model Truck Fyn på nettet

Oversigt

    Oversigt