Laudrup: Fatter ikke David Nielsen

Den tidligere Brøndby-træner Michael Laudrup blander sig nu i debatten om den lejede OB-spiller David Nielsen. Nielsens opførsel er "totalt uacceptabel", mener Laudrup.

Det skriver sporten.dk.

David Nielsen har indrømmet, at han i 2004, hvor han spillede for Aab, bevidst gik efter at tabe den sidste og afgørende kamp om det danske mesterskab mod FC København. Dermed sikrede David Nielsen sig en bonus på 300.000 kroner, fordi Aab på den måde kom i UEFA-cuppen.

Men den holdning har Michael Laudrup svært ved at acceptere. Laudrup var i 2004 træner for Brøndby, som det år fik sølv kun et point efter FC København.
- Det er sådan set lige meget, om der er penge involveret eller ej, men at spille for at tabe, det fatter jeg ikke, fastslår han.

David Nielsen spiller netop nu i norske Strømgodset, som han er lejet ud til fra OB.

Laudrup kan tydeligt huske den afgørende kamp i Parken mellem FCK og AaB, som endte uafgjort 1-1.
- Havde AaB vundet, var vi blevet mestre, så den husker jeg tydeligt, siger han til sporten.dk.

Oversigt

    Oversigt