I det fynske folks tjeneste

Lave priser sælger flere byggegrunde på Nordfyn

Nordfyns Kommune har succes med at sælge byggegrunde til spotpris. Antallet af solgte grunde er steget med markant i år.

I hele 2013 solgte kommunen kun tre byggegrunde, men i år er tallet kommet op på 10, og derudover kommer yderligere tre grunde, der bliver overtaget i 2015.

Årsagen til rekordsalget er lavere priser på byggegrundene i hele 2014, og kommunalbestyrelsen har netop besluttet at fortsætte brandudsalget på grunde til næste år.

- Det er præcis den effekt, kommunalbestyrelsen gik efter, da vi skruede priserne ned med 35-40 procent. Derfor har der heller ikke været så meget at betænke sig på, da vi skulle fastlægge priserne for det kommende års udbud, siger borgmester Morten Andersen.

Salget af erhvervsgrunde boomer dog ikke helt på samme måde. I år er der dog blevet solgt én grund mod nul sidste år.

Alligevel er kommunaldirektøren overbevist om at Nordfyns Kommune er inde i en positiv erhvervsudvikling - blandt andet fordi kommunen i de to seneste temperaturmålinger fra Dansk Industri er avanceret 36 pladser på listen over erhvervsvenlige kommuner.

- Der er en kæmpe fordel, at der på mange fronter er positiv fokus på vores kommune. Det gør, at vægtskålen noget oftere tipper til vores fordel, når borgere eller virksomheder skal vælge en kommune at slå sig ned i, siger Morten V. Pedersen, kommunaldirektør i Nordfyns Kommune.

Ved du noget? Så send os et tip